FÆLLESSKAB ER AT LYKKES
I FREE INMATE ville vi elske, hvis vores kald også er dit kald – i jeres kirke. For de tidligere indsatte og deres pårørende har både brug for jer. Og for os.
Derfor ønsker FREE INMATE et tæt samarbejde med jeres kirke/menighed/kirkelige fællesskab, så vi sammen kan løfte den store opgave, det er,
at nå, støtte, hjælpe, inspirere og opmuntre tidligere indsatte og deres pårørende. Ved at vise dem Jesu kærlighed og vandre sammen med dem – side om side.
Så det lykkes.
Så de lykkes.
Og så de igen bliver borgere, der er fuldt integrerede i vores samfund, og kan bidrage til det samfund, der også er deres.
VIGTIGE NØGLER
De fleste indsatte har en klar opfattelse af, hvad der skal til, for at de “lykkes” efter endt afsoning. Mange af dem oplever imidlertid, at det er langt sværere end forventet, og at processen tilbage til samfundet tager væsentligt længere tid end forventet.
Én af de vigtigste nøgler til forandring er, at have nogen at følges med. Derfor spiller sunde, blivende fællesskaber en stor rolle i, hvorvidt en indsat lykkes med at skabe sig en ny start efter løsladelse.
De tidligere indsattes skam er også de pårørendes skam. Derfor er det af stor vigtighed, at kirken/menigheden/det kirkelige fælleskab også er åben og bevidst om at række ud til pårørende ved f.eks. at tilbyde en snak, en kop kaffe eller et besøg, så der også indbydes til dialog og samhørighed mellem kirken og den øvrige familie.
På den baggrund ønsker FREE INMATE sammen med sine samarbejdspartnere først og fremmest at oprette to ting:
- Lokale fællesskaber, i kirkeligt regi, hvor man bliver mødt med opmuntring, støtte og inspiration til en ny start, og hvor der samtidig bliver peget på Jesu fodspor som en “solid” vej derhen.
- Mentorordningen “FREE INMATE Butler” med det formål at hjælpe og støtte tidligere indsatte til at finde og få fodfæste igen i dagligdagen - eksempelvis gennem regelmæssige kaffemøder og/eller som ledsager til møder med kommunen.